Hvad sker der nu med EU-samarbejdet?

Det er meget spændende at følge med i den aktuelle diskussion i EU, hvor den økonomiske krise har ført til, at EU bliver nødt til at vælge mellem to veje

  • En tættere integration i EU
  • En svækkelse af EU-samarbejdet og flytning af kompetencer til nationalstaterne

Da vi for 8 år siden udviklede scenarier i Elsam diskuterede vi det samme spørgsmål. Vi havde besluttet at bruge muligheden for en global økonomisk krise, som den sandsynlige hændelse, der ville ændre de trends, der lå i ”Business-as-usual”-scenariet. (Det var 5 år før den økonomiske krise viste sig i praksis, og på et tidspunkt, hvor alle betydningsfulde økonomer nægtede at tro på, at krisen var mulig).

Vores svar på spørgsmålet om udviklingen af EU var to scenarier:

  • Et hvor vi kom meget tættere på ”Europas Forenede Stater”. Vi kaldte scenariet for ”De nye græsrødder” fordi vi ikke regnede med, at de gamle magthavere kunne blive enige om en tæt integration
  • Et hvor EU-landene stoppede samarbejdet og hver især forsøgte at klare sig igennem krisen så godt som muligt. Det førte til nationalisme og en meget dyb krise

Du kan læse om business-as-usual scenariet og de to andre scenarier på www.scenariolab.dk

Hvad kom der så ud af vore scenariediskussioner i 2002-2005? Var vi kun heldige med at forudsige fremtiden? Var det kun en akademisk øvelse, som ikke blev brugt til noget?

  • Vi var ikke heldige med at forudsige fremtiden. Historien viser er række høj- og lavkonjunkturer, så tanken om, at der kunne komme en økonomisk krise var oplagt. Det var kun de mange økonomer, som blev betalt for at holde optimismen levende, der nægtede det
  • Vi brugte de tre scenarier til at vælge en robust F&U-strategi. Satsningen på at integrere transportsektoren i energisystemer (VEnzin-visionen) ved at bruge kraftværkerne til at lave brændstoffer, der erstattede diesel og benzin, blev udtænkt via arbejdet med scenarierne, og vi kunne se at satsningen var en god investering i alle tre scenarier
  • Vores mål i Elsam var også, at scenarierne skulle bruges som risikostyringsværktøj i forhold til virksomhedens generelle investeringer. Dette mål nåede vi ikke, fordi Elsam blev overtaget af Dong Energy. Økonomerne i Dong Energy havde fokus på, hvordan aktieanalytikerne og investeringsbankerne så på fremtiden, og de interesserede sig ikke for de alternative scenarier, vi arbejdede med. Scenarioprocessen stoppede, og jeg forlod virksomheden

I dag har vi så diskussionen om udviklingen af EU-samarbejdet, så nu burde jeg selvfølgelig være tilfreds. Men det er jeg ikke. Jeg mangler en diskussion af de danske satsninger på energiområdet og de scenarier som skal sikre at satsningerne bliver robuste.

Jeg er stor tilhænger at udviklingen af et mere bæredygtigt energisystem, men jeg føler mig langt fra overbevist om, at den nuværende og den foregående regerings strategier er bæredygtige i den ”Brundtlandske udgave” af bæredygtighed.

Men vi får ikke diskussionen, fordi området er blevet en religion – med energieksperterne som præsteskabet. Religioner diskuterer man ikke, og man udfordre ikke troen, hvis man ønsker at blive i menigheden.

Energistrategi: Planøkonomi

Det undre mig meget, at der ikke er nogle af markedsaktørerne, der råber planøkonomi, når de ser strategiudspillet fra regeringen. Politikerne burde fastsætte de overordnede mål, og så lade det være op til markedsaktørerne at udfylde markedsrammerne. I stedet detailstyrer politikerne udviklingen i en grad, som ikke tidligere er set.

Med de aktuelle mål for udviklingen af det danske energisystem lukker vi markedet, fordi næste al den el, som danskerne forbruger, vil have fået garanti for en fast pris, som forbrugerne er forpligtet til at betale, uafhængig af den internationale markedspris på el. I dette system vil al elhandel være spekulation, fordi alle dem, der ønsker en fast pris får denne faste pris via PSO-systemet.

Før liberaliseringen påtog elforbrugerne selv ansvaret for langsigtet at prissikre deres fremtidige elforbrug via deres ejerskab til elforsyningen. I dag er det staten, som pålægger dem at prissikre elforbruget ved at kræve, at de skal finansiere de elproduktionsanlæg, man politisk kan blive enige om. I et ægte marked er det elforbrugerne, som selv er ansvarlig for prissikringen. I et planøkonomisk system er det staten. Vi er i Danmark gået fra et system hvor elforbrugerne sammen risikodækkede deres fremtidige elpriser, til at det nu er staten, der gør det – fra forbrugerstyret planøkonomi til statsstyret planøkonomi. Det er politikerne åbenbart ikke kede af, for det øger deres indflydelse.

Men da vi for 15 år siden drøftede liberaliseringen af energisektoren, var det i hvert tilfald ikke formålet.

I starten af 90-erne, mange år inde liberaliseringen blev besluttet, arbejde vi i Elsam med forskellige scenarier for liberaliseringen. Vi havde følgende tre scenarier:

  • Bureaukratiet, hvor politikerne detailstyrede udviklingen
  • Det regulerede marked, hvor politikerne fastsatte de overordnede mål
  • Det frie marked, hvor politikerne slet ikke blandede sig

Direktørerne i energivirksomhederne ønskede det frie marked, men troede mest på det regulerede marked. Ingen tog bureaukratiscenariet alvorligt. Men det er her, vi er havnet!

Det interessante ved denne historie er, at direktørerne i energivirksomhederne dengang var ingeniører, med klare holdninger til, hvordan energisystemet skulle udvikles – om med mod til at satse på det, de troede på, også selvom man ikke havde et trykt monopolsystem at læne sig op ad. De regnede med, at liberaliseringen ville give dem nogle friere politiske rammer.

Hvad de ikke regnede med var, at de ville blive sat på porten af økonomer, som ikke havde en holdning til, hvordan systemet skulle udvikles, og som ikke havde tekniske indsigt eller nære medarbejdere med teknisk indsigt til at kunne risikodække investeringer i nye teknologiske løsninger.

Økonomerne er godt tilfreds med, at det er politikerne, der detailstyrer udviklingen, for så kan de bevare deres direktørstillinger, fordi de er gode til at implementere. De befinder sig bedst i Bureaukratiscenarier.

Økonomerne kom ind i sektoren, fordi de var de eneste, der tilsyneladende havde forstand på markedet, og fordi det blev vigtigere at værdisætte, handle og effektivisere eksisterende anlæg, end at udvikle nyt.

Ejerne, som ikke tidligere havde interesseret for størrelsen af den værdi, de havde investeret i produktionsanlæggene, så lige pludselig guld, og de glemt helt den arv, de havde fået betroet af de pionerer, der havde udviklet systemet.

Jeg synes, at politikerne, i stedet for at detailstyre udviklingen, skulle nedsætte en kommission, som undersøger, hvordan markedet kommer til at fungere bedre.

Lige en anden ting. Er det samfundsøkonomisk fornuftigt, at omlægge fra kul til biomasse på de store og mellemstore kraftvarmeværker, som alle reguleres via internationale CO2-kvoter? Hvilken pris sætter man på forsyningssikkerhed, for at dette regnskab kan gå op – og øges forsyningssikkerheden, hvis en del af biomassen skal importeres? Jeg har ikke detaillæst strategien, så jeg har ikke fundet, hvor disse spørgsmål besvares.

Ungdommens Naturvidenskabelige Forening

Den 10. februar holdt jeg et indlæg for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening i Odense. Det var en god oplevelse at møde unge og ældre mennesker, som også er engageret i energiområdet. Jeg savnede dog en gymnasieklasse, så de skal blot sige til, så kommer jeg ud og besøger dem.

Mit hovedbudskab var, at vi skal finde nogle erstatninger til de fossilt-ædende energianlæg, og udviklingen skal op i omdrejninger. Men det er meget vigtigt, at vi timer vore store satsninger, så vi ikke skyder os selv i foden.

Vi drøftede så de nye fremtidige energiteknologier, og vi havde en spændende diskussion om den nuværende innovationsmodel.

Læs mere om Ungdommens Naturvidenskabelige Forening på www.unf.dk , og se mit indlæg med tilføjede kommentarer her: UNF Odense den 10. februar 2011

Vælg de rigtige iværksættere

SF´s nye vækstplan har sat en debat i gang om, hvordan vi skaber innovation og nye arbejdspladser i Danmark.

Kan Folketinget, på samfundets vegne, vælge vinderteknologierne? – eller hvordan skal samfundet investere i innovation?

Min erfaring inden for energisektoren er, at valget af de personer, der har ansvaret for innovationen, er meget vigtigere end valget af de tekniske satsningsområder. Det handler ikke om at have ret – det handler om at få ret.

Man skal lave grundige analyser af den fremtidige samfundsudvikling (scenarier), og så skal de investeringsansvarlige vælge vinderteknologierne på basis af en vision og nogle robuste strategier for den udvikling, de ønsker.

Hvis man har gjort sig umage med analysearbejdet, er det ikke så afgørende, hvad det er for valg af satsningsområder politikerne træffer, blot de ligger inden for det robuste område. Derimod er det vigtigt at få valgt de rigtige personer til at udføre innovationen.  Det handler om at give ansvaret til de personer, der kan sikre, at de valgte satsninger bliver de rigtige. I USA valgte man også vindkraft som et satsningsområde, og brugte mange flere penge på udviklingen, end vi gjorde i Danmark, men de fik ikke succes med deres valg. Energisystemerne i de nordiske lande er meget forskellige, hvilket selvfølgelig skyldes, de naturgivne forhold, men i høj grad også de visioner, som de gamle iværksættere hver især havde.

Udviklingsopgaverne skal derfor gives til de iværksættere, der kan samle relevante aktører om fælles udviklingsmål, og som har den nødvendige vedholdenhed og fremdrift til at flytte de sten, der kommer på vejen.

Da jeg kom til Elsam i 1985 var målet for planlægningsafdelingen at udarbejde en optimal plan for udvikling af elsystemet, og at igangsætte de F&U-aktiviteter, der understøttede denne plan. I slutningen af 80-erne erkendte vi, at vi ikke kunne planlægge fremtiden, for vi havde ingen indflydelse på de egentlige drivkræfter, og de var uforudsigelige.

Vi startede derfor med at strukturere de fremtidige trusler og muligheder i scenarier, og vi skiftede optimeringen ud med et mere beskedent ønske om at satse på de investeringer i anlæg og F&U, som var robuste eller fleksible overfor det udfaldsrum, som blev udspændt af scenarierne.

Vores ”beskedne” motto var: ”Vi ved ikke hvad der sker, men ligegyldig hvad der sker, ved vi hvad vi vil gøre”. Nogle vil måske kalde det rettidigt omhu.

Scenarioteknikken gav os en række ”kort” over de aktører, som var nødvendige for at vores teknologivalg kunne blive succesfulde. Næste trin var så, at analyserer aktørernes interesser i at medvirke til succesen. Som tredje trin skulle der laves nogle aftaler mellem parterne, som fik dem til at trække på samme hammel.

Det er min erfaring, at teknologivalget ikke er det vigtigste. Det vigtigste er at skabe det fælles billede af en succesfuld implementering af valget mellem de aktører, der har afgørende betydning for, om valget bliver det rigtige. Og så der det vigtigt, at man hele tiden under udviklingsforløbet har fokus på timingen af de næste trin i udviklingen, samt på mulighederne for at bruge delløsninger inden for nicheområder. Timingen er hel central. En dårlig timing kan koste dyrt.

Min erfaring dækker både tiden før og efter liberaliseringen. Liberaliseringen har ikke ændret på, at den største ”driver”, for udviklingen af energisystemet i Vesten, er ændringer i brændselspriser og samfundets værdisætning af eksternaliteter knyttet til energisystemet samt hvordan disse eksternaliteter internaliseres i markedspriserne. Alt sammen noget som samfundet på et eller andet niveau kontrollerer. Samfundet har derfor en afgørende indflydelse på hvilke teknologier, der bliver vindere.

Jeg har derfor sympati for SF´s forslag, men det skal gøres på den rigtige måde.

Brev til Energipolitisk Udvalg

Det er ikke gået som ministeren forudsagde

Den 10. januar 2008 havde jeg foretræde for Energipolitisk Udvalg, hvor jeg redegjorde for vigtigheden af de kompetencer, der kan lave avancerede energisystemanalyser. Uden disse kompetencer udvikler vi energisystemet ved at se i bakspejlet. Jeg argumenterede endvidere for, at kompetencerne er ved at uddø, og jeg beskrev en ide til, hvordan de kunne overleve og videreudvikles.

Udvalget tog godt imod mine budskaber, og stillede på basis af min præsentation en række spørgsmål til ministeren. Ministeren svarede, at hun var enig i vigtigheden af kompetencerne, men at hun ikke var bekymret for at de ville forsvinde, fordi Energistyrelsen, Energinet.dk o.a. var i gang med at opruste på området.

Her – tre år efter – er der ikke sket noget synlig oprustning på området – tværtimod.

Hvis vi havde haft de kompetencer, jeg efterlyser, ville diskussionen mellem CEPOS og CEESA omkring integration af vindkraft i det danske elsystem være endt med, at der var blevet lavet nogle uafhængige analyser, som ville have identificeret en række vigtige tekniske udfordringer, som kunne inspirere til ny innovation. I stedet endte det med meget overfladiske analyser, og lidt mudderkastning mellem de to parter.

De manglende kompetencer ville også have taget fat på klimakommissionens analyser, og lavet en meget mere visionær referenceplan, som ikke opfyldt ønsket om uafhængighed af fossile brændsler, men som var betydelig billigere og opfyldte andre politiske målsætninger. Med en analysegruppe, der havde ejerskab til referencen, og forsvarede den, ville der være lagt op til en diskussion og yderligere analyser og ideudviklinger, som ville føre til ny innovation, til gavn for det danske samfund. I stedet har vi fået en klimaplan, som teknologiudviklerne og beslutningstagerne ikke har ejerskabet til, og som derfor ikke skaber ny innovation.

Når jeg kan udtale mig så skråsikkert om dette, er det fordi, jeg har prøvet det mange gange før, og det har virket hver gang. F.eks. førte diskussion i starten af 90-erne om handlingsplanen i Energi2000 til, at elværkerne udviklede en meget billigere reference, end den Energistyrelsen havde lavet sammen med Risø. Diskussionen og de avancerede energisystemanalyser førte også til udviklingen af den danske biomassesatsning, med den konsekvens, at en betydelig del af den danske elproduktion i dag er baseret på biomasse.

Et andet eksempel er den diskussion, der i 2001 var om eloverløb, hvor der var nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle relevante parter. Arbejdsgruppen skulle med brug af avancerede elsystemmodeller komme med ideer til, hvordan eloverløbet kunne minimeres. I dette arbejde bad elværkerne om at få lavet en beregning, hvor de decentrale kraftvarmeværker var på elmarkedet. Det ville Energistyrelsen, systemansvaret, AAU, fjernvarmen, mv. ikke være med til. Elværkerne blev derfor nødt til at komme med en mindretalsudtalelse i rapporten. Elsam havde de nødvendige analysekompetencer og analysemodeller, så vi lavede selv beregningerne med de decentrale kraftvarmeværker på elmarkedet. På basis af resultaterne af disse beregninger startede Elsam i 2002 krigen om reguleringen af de decentrale kraftvarmeværker – og vandt.  

De avancerede elsystemanalyser var også ide-generatoren til at Elsam i 2002 begyndte at udvikle nye teknologier, der kunne integrere transportsektoren i energisystemet via ethanol og syntetiske brændsler – det, der dengang, blev kaldt VEnzin-visionen.

Jeg er tilhænger af vindkraft og af en mere bæredygtig udvikling af energisektoren, men jeg frygter ideologisk baserede beslutninger, der på et tidspunkt skaber en modvægt, som stopper den langsigtede innovation. I dag er analysekræfterne inden for avancerede energisystemmodeller samlet hos Energinet.dk, Energistyrelsen, Risø og AAU, og ingen af dem laver analyser, der udfordrer det politiske ønske om hurtig omlægning til vedvarende energi – snarere tværtimod. De behøver heller ikke at være særlig skarpe i deres analyser, for de har ingen modstandere. Den manglende skarphed betyder, at hardcore kompetencerne er ved at uddø, og at analyserne ikke længere bruges til at identificere nye innovationsmuligheder og behov for innovation.

Jeg tror så meget på vigtigheden af at bevare de kompetencer, der kan udvikle og anvende avancerede energisystemmodeller, at jeg forlod et godt job i Dong Energy for 4 år siden, og til at jeg stadigvæk i dag vælger at svømme imod strømmen (den aktuelle analysetradition hos Energinet.dk, Energistyrelsen, AAU og Risø), selvom det er meget mere besværligt.

Men uden at I går ind og hjælper med at skabe rammerne for, at der er en gruppe modeludviklere og analytikere, der laver analyser uden politiske holdninger, og med det hovedformål at identificere nye innovationsmuligheder, vil der ikke for alvor komme nytænkning ud af alle de midler, det danske samfund investere på F&U, demonstration og markedsmodning af nye energiteknologier. Den nye analysegruppe vil blive en fordel for analytikerne hos Energinet.dk, Energistyrelsen, AAU og Risø, fordi de vil få den modstand, som gør, at de bliver nødt til at gennemføre den opgradering, som ministeren lovede i 2008.

Jeg vedlægger en lille tegneserie, som illustrerer mine budskaber.

Hvis I er interesseret møder jeg gerne op til et af jeres møder, og uddyber mine synspunkter.

Se den vedlagte præsentation her:  EPU- januar 2011

Vil du være med til at skabe noget unikt?

Formålet med denne hjemmeside er at etablere kontakt til personer, der vil være med til at udvikle en struktur og et netværk omkring avancerede energisystemanalyser på et meget højt ambitionsniveau.

De avancerede energisystemmodeller skal skabe unik viden om innovationsmuligheder samt trusler og muligheder for energisystemet.

Visionen for analysesamarbejdet med udgangspunkt i avancerede energisystemmodeller er beskrevet på siden: “Vision for analysesamarbejde” (se i toppen af hjemmesiden).

Den gode nyhed er, at historien har vist, at det er muligt at udvikle avancerede energisystemmodeller, der giver ny værdifuld indsigt om sammenhængene i energisystemet. Det kan du læse om på siden: “Tidligere analysesamarbejder” (se i toppen af hjemmesiden).

Den dårlige nyhed er, at det kræver meget specielle tværfaglige kompetencer at udvikle og anvende energisystemmodellerne, og at disse kompetencer pt. kun findes i meget begrænset omfang. En anden dårlig nyhed er, at dem, der i dag bestemmer udviklingen af energisystemet, ikke er interesseret i avancerede energisystemanalyser. De fokuserer på deres eget ansvarsområde, og har ikke ambitionen om at forstå de komplicerede sammenhænge på tværs af værdikæderne.

Hvis man melder sig ind i netværket omkring de avancerede energisystemanalyser kan man være med til at skabe noget unikt, men man beslutter sig også for at svømme mod strømmen, uden for det gode selskab, der pt. sidder med magten og laver beslutningsgrundlag og træffer beslutninger.

Hvis du vil melde dig ind i netværket, så send en mail til fln@sense.sdu.dk

Hjemmesiden består af en række små historier, og der er ikke en rød tråd, som binder dem sammen.

Intelligente Energisystemer og Smart Grid

Budskab

Der er mange, der snakker om det intelligente energisystem og smart grids, som om det er noget nyt. Det er det ikke. Det eksisterende energisystem er intelligent. Problemet er blot, at intelligensen er bygget ind i de kraftværker og andre store komponenter, som ifølge den aktuelle vision skal erstattes med vindmøller mv. Løsningen er derfor at bygge intelligensen ind i andre produktions- og forbrugsanlæg (decentrale kraftvarmeværker, varmepumper, opladere til elbiler, mv.)

Dong Energy har valgt at bruge den erfaring, der stammer fra styringen af det nuværende elsystem som grundlag for at bygge intelligens ind i mindre energianlæg. De kalder det Virtuelle Kraftværker og Power Hub.

Andre snakker om intelligente energisystemer version 1 og 2 som noget nyt, de skal opfinde.

Jeg er ikke i tvivl om hvor jeg ville investere mine pensionsmidler, hvis jeg skulle vælge mellem dem, der tager udgangspunkt i erfaringerne fra det eksisterende intelligente system, og dem der tror, man først skal til at udvikle et intelligent system.

Intelligente energisystemer

Det nuværende elsystem er så intelligent, at børserne sikre, at der produceres el på de billigste anlæg, og at forbruget kan tilpasser sig priserne. Der er også bygget intelligens ind i kraftværkerne som betyder, at hvis der mangler produktion pga. et havari i systemet, regulerer de billigste anlæg momentant op, uden af der er personer involveret i beslutningen. Intelligensen deles mellem de nationale elsystemer, således at hvis det er billigere at regulerer i Norge end i Danmark, er det de norske anlæg, der hjælper med til at balancere produktion og forbrug i Danmark.

Der er helt sikkert et behov for at videreudvikle denne intelligens, således at man kan gå tættere på grænserne og reducere reserverne, men der er ikke behov for at udvikle helt nye metoder.

Ideen med at inddrage forbrugssiden i styringen af elsystemet er heller ikke ny. Metoden hedder Demand Side Management, og er lige så gammel som elsystemet. I Danmark kom metoden for alvor i fokus i starten af 1990-erne, hvor elsektoren arbejdede med Integreret Ressource Planlægning. Ideerne omkring forbrugsstyring er grundig beskrevet i IRP-projektet. Det nye er, at udviklingen på ITK-området har reduceret omkostningerne ved at få forbrugssiden til at deltage i balanceringen af elsystemet, så nu er økonomien forbedret.

Smart Grids

Det danske ord for grids er ”netværk”. Vi snakker derfor om smarte netværk. Spørgsmål er, om det er de elektriske ledningsnet, som skal være smarte, eller om der skal udvikles et nyt kommunikationsnetværk, som får produktionssiden og forbrugssiden til at ”snakke sammen” på en smart måde. Jeg tror mest, at det er det sidste, og derfor bør udviklingen af ”Smart Grids” foregå på rent kommercielle betingelser, fordi både produktionssiden og forbrugssiden er underlagt konkurrence. Monopoldelen – elnettene – har kun interesse i ”smart grids”, hvis kommunikationssystemet kan reducere behov for netforstærkninger, men her er udbygningskriterierne primært bestemt af ekstremsituationer – herunder fejlsituationer.

De kommercielle aktører vil selvfølgelig gerne overlade det til monopolselskaberne at investere risikofyldt i udvikling af det nye kommunikations-system, ud fra den forudsætning, at det så stilles gratis til rådighed for dem. Spørgsmålet er, om det samfundsøkonomisk er den rigtige måde at udbygge dette kommunikationssystem på.

Holdninger overskygger viden

Udviklingen af energisystemet styres af to forskellige grupperinger med meget forskellige holdninger:

  • Der er markedsøkonomerne, der er sikre på, at det er markedet, der skal styre udviklingen, og at det er gammeldags planøkonomi, når man vil planlægge udviklingen af energisektoren
  • Der er idealisterne, der frygter klimaændringer og ressourcebegrænsninger og som vil etablere nationale VE-systemer så hurtigt som muligt

De to grupperinger har haft magten siden liberaliseringen af energisektoren, og den giver de ikke frivilligt fra sig. De har delt magten mellem sig på den måde, at økonomerne styrer den kortsigtede udvikling (0 – 5 år), og idealisterne styrer den langsigtede udvikling.

For samfundet er det meget risikofyldt at lade sig styre af disse grupperinger, for de kommunikerer ikke med hinanden, og tingene hænger derfor ikke sammen. Det burde være den viden og erfaringer man kan opnå gennem saglige diskussioner og avancerede energisystemanalyser, der styrede udviklingen, men det er de eksisterende magtgrupperinger ikke interesseret i.

Markedsøkonomerne fokuserer på det kortsigtede energimarked og på konsolideringer via fusioner og på effektiviseringer af det bestående. Deres løsning på de langsigtede udfordringer består i, at man på international plan skal være enige om målsætningerne, og at nationalstaten ikke skal skyde sig selv i foden, for at skabe sig et handicap, som belaster virksomhedernes konkurrenceevne. Da det er umuligt at blive enige om ambitiøse forpligtende internationale målsætninger, har de i praksis ikke en løsning på det udfordringer, vi står over for. De opfatter analyserne med de avancerede energisystemmodeller som værende planøkonomi.

VE-fortalerne behøver ikke analyser af fremtidige trusler og muligheder, fordi de kende resultatet på forhånd. De ved, at der kun findes en fornuftig vej – den lige vej til et VE-samfund.

Danmark har nydt godt af, at der har været en bred politisk konsensus omkring energipolitikken. Det er der ikke længere, fordi de to eksisterende magtstrukturer ikke har nogen interesse i at skabe et fælles beslutningsgrundlag.

Svend Auken tog det første skridt til denne splittelse ved som minister at træffe meget egenrådige beslutninger. VK-regeringen fulgte op på det, da de fik magten i 2001. De lavede helt ensidigt en hård opbremsning.

Der er brug for, at politikerne og energisektoren laver fælles objektive analyser, inden man starter forhandlingerne. Det er endvidere vigtigt, at aktørerne i energisektoren bliver en del af forhandlingerne, således at de får ejerskab til resultatet.

Djøfisering

Før liberaliseringen af energisektoren var det ingeniørerne, der styrede udviklingen af energisystemet. Ingeniørerne udviklede avancerede systemmodeller, som blev brugt til at identificerede omkostningsstrukturen, og til at optimere udbygningen og driften af det samlede system. Ingeniørerne i de ledende stillinger havde typisk en HD, og kunne derved kombinere teknikken og økonomien.

Efter liberaliseringen har Djøferne taget over, for nu handler det tilsyneladende om markedet og bundlinjen. Djøferne har ikke kombineret deres uddannelse med et teknisk videreuddannelse, og de føler sig derfor fremmede over for teknikken.

Djøferne interesserer sig ikke for de erfaringer, som ingeniørerne har opbygget, for det var jo før liberaliseringen og erfaringerne er meget teknisk betonet. Ingeniørerne har opgivet kampen, og konstaterer blot, at der er sket en djøfisering af energisektoren.

Det er virkelig en skam, at ingen af parterne har ambitionen om sammen at skabe noget unikt ved at samspille kompetencerne, i stedet for blot at stå i hver sin krog.

I det analysesamarbejde, jeg arbejder på at opbygge, skal vi mødes med åben sind på tværs af de faglige discipliner og lære af hinandens viden og erfaringer. Det kræver et stort fagligt overskud at gøre det, men der må være nogle, der vil være med.

Læs om visionen for analysesamarbejdet i toppen af denne hjemmeside.

Alvorlige markedsfejl, som ingen bekymre sig om

Energivirksomhederne har gjort meget for at fjerne de markedsfejl, der påvirker deres egne økonomiske vilkår. Konkurrencemyndighederne har straffet aktører, der misbrugte deres dominerende stillinger, og de har krævet tvunget frasalg af aktiver i forbindelse med fusioner. På områder, hvor der i starten kun var få aktører, der kunne levere de ønskede ydelser har myndighederne gennemført markedsændringer og etableret nye støtteordninger, som har øget antallet af markedsaktører.

På den korte bane er markedsfejlene fjernet, og der er etableret et velfungerende internationalt energimarked.

På den lange bane er der stadigvæk nogle alvorlige markedsfejl. Problemet er her, at de langsigtede markedsfejl er betydelig vanskeligere af fjerne, og at incitamenterne til at fjerne dem er mindre, fordi fejlene ”kun” påvirker energiforbrugernes og samfundets økonomi, og det har derfor ikke den samme interesse for aktørerne i energisektoren.

Læs mere om markedsfejlene på siden, der hedder “Markedsfejl” (se i toppen af hjemmesiden)