Markedsfejl (2.del)

Da jeg skrev indlægget vedr. ”Markedsfejl”, var det min fornemmelse, at de fleste markedsfejl på den korte bane er blevet fjernet. Jeg hører selv til dem, der ikke tror på, at der er de store gevinster ved at skifte el-leverandør. Derfor er det først i forbindelse med min undervisning på SDU, at jeg har sat fokus på området.

Resultatet af min undersøgelse af detailmarkedet er, at det bestemt ikke fungerer. Det kan du læse mere om på siden “Markedsfejl (2)”

Reklamer

Uddannelse

I forbindelse med min undervisning på SDU skriver jeg nogle forskellige noter til de studerende. På siden ”Uddannelse”, er der adgang til dem. Indtil videre drejer det sig om følgende noter:

  • ”Fysisk og finansiel elhandel”
  • ”Emission Trading System”
  • ”Håndtering af flaskehalse”
  • ”Nettariffer”
  • ”Projektudvikling”

Men der vil løbende komme flere til.

Hvad sker der nu med EU-samarbejdet?

Det er meget spændende at følge med i den aktuelle diskussion i EU, hvor den økonomiske krise har ført til, at EU bliver nødt til at vælge mellem to veje

  • En tættere integration i EU
  • En svækkelse af EU-samarbejdet og flytning af kompetencer til nationalstaterne

Da vi for 8 år siden udviklede scenarier i Elsam diskuterede vi det samme spørgsmål. Vi havde besluttet at bruge muligheden for en global økonomisk krise, som den sandsynlige hændelse, der ville ændre de trends, der lå i ”Business-as-usual”-scenariet. (Det var 5 år før den økonomiske krise viste sig i praksis, og på et tidspunkt, hvor alle betydningsfulde økonomer nægtede at tro på, at krisen var mulig).

Vores svar på spørgsmålet om udviklingen af EU var to scenarier:

  • Et hvor vi kom meget tættere på ”Europas Forenede Stater”. Vi kaldte scenariet for ”De nye græsrødder” fordi vi ikke regnede med, at de gamle magthavere kunne blive enige om en tæt integration
  • Et hvor EU-landene stoppede samarbejdet og hver især forsøgte at klare sig igennem krisen så godt som muligt. Det førte til nationalisme og en meget dyb krise

Du kan læse om business-as-usual scenariet og de to andre scenarier på www.scenariolab.dk

Hvad kom der så ud af vore scenariediskussioner i 2002-2005? Var vi kun heldige med at forudsige fremtiden? Var det kun en akademisk øvelse, som ikke blev brugt til noget?

  • Vi var ikke heldige med at forudsige fremtiden. Historien viser er række høj- og lavkonjunkturer, så tanken om, at der kunne komme en økonomisk krise var oplagt. Det var kun de mange økonomer, som blev betalt for at holde optimismen levende, der nægtede det
  • Vi brugte de tre scenarier til at vælge en robust F&U-strategi. Satsningen på at integrere transportsektoren i energisystemer (VEnzin-visionen) ved at bruge kraftværkerne til at lave brændstoffer, der erstattede diesel og benzin, blev udtænkt via arbejdet med scenarierne, og vi kunne se at satsningen var en god investering i alle tre scenarier
  • Vores mål i Elsam var også, at scenarierne skulle bruges som risikostyringsværktøj i forhold til virksomhedens generelle investeringer. Dette mål nåede vi ikke, fordi Elsam blev overtaget af Dong Energy. Økonomerne i Dong Energy havde fokus på, hvordan aktieanalytikerne og investeringsbankerne så på fremtiden, og de interesserede sig ikke for de alternative scenarier, vi arbejdede med. Scenarioprocessen stoppede, og jeg forlod virksomheden

I dag har vi så diskussionen om udviklingen af EU-samarbejdet, så nu burde jeg selvfølgelig være tilfreds. Men det er jeg ikke. Jeg mangler en diskussion af de danske satsninger på energiområdet og de scenarier som skal sikre at satsningerne bliver robuste.

Jeg er stor tilhænger at udviklingen af et mere bæredygtigt energisystem, men jeg føler mig langt fra overbevist om, at den nuværende og den foregående regerings strategier er bæredygtige i den ”Brundtlandske udgave” af bæredygtighed.

Men vi får ikke diskussionen, fordi området er blevet en religion – med energieksperterne som præsteskabet. Religioner diskuterer man ikke, og man udfordre ikke troen, hvis man ønsker at blive i menigheden.

Energistrategi: Planøkonomi

Det undre mig meget, at der ikke er nogle af markedsaktørerne, der råber planøkonomi, når de ser strategiudspillet fra regeringen. Politikerne burde fastsætte de overordnede mål, og så lade det være op til markedsaktørerne at udfylde markedsrammerne. I stedet detailstyrer politikerne udviklingen i en grad, som ikke tidligere er set.

Med de aktuelle mål for udviklingen af det danske energisystem lukker vi markedet, fordi næste al den el, som danskerne forbruger, vil have fået garanti for en fast pris, som forbrugerne er forpligtet til at betale, uafhængig af den internationale markedspris på el. I dette system vil al elhandel være spekulation, fordi alle dem, der ønsker en fast pris får denne faste pris via PSO-systemet.

Før liberaliseringen påtog elforbrugerne selv ansvaret for langsigtet at prissikre deres fremtidige elforbrug via deres ejerskab til elforsyningen. I dag er det staten, som pålægger dem at prissikre elforbruget ved at kræve, at de skal finansiere de elproduktionsanlæg, man politisk kan blive enige om. I et ægte marked er det elforbrugerne, som selv er ansvarlig for prissikringen. I et planøkonomisk system er det staten. Vi er i Danmark gået fra et system hvor elforbrugerne sammen risikodækkede deres fremtidige elpriser, til at det nu er staten, der gør det – fra forbrugerstyret planøkonomi til statsstyret planøkonomi. Det er politikerne åbenbart ikke kede af, for det øger deres indflydelse.

Men da vi for 15 år siden drøftede liberaliseringen af energisektoren, var det i hvert tilfald ikke formålet.

I starten af 90-erne, mange år inde liberaliseringen blev besluttet, arbejde vi i Elsam med forskellige scenarier for liberaliseringen. Vi havde følgende tre scenarier:

  • Bureaukratiet, hvor politikerne detailstyrede udviklingen
  • Det regulerede marked, hvor politikerne fastsatte de overordnede mål
  • Det frie marked, hvor politikerne slet ikke blandede sig

Direktørerne i energivirksomhederne ønskede det frie marked, men troede mest på det regulerede marked. Ingen tog bureaukratiscenariet alvorligt. Men det er her, vi er havnet!

Det interessante ved denne historie er, at direktørerne i energivirksomhederne dengang var ingeniører, med klare holdninger til, hvordan energisystemet skulle udvikles – om med mod til at satse på det, de troede på, også selvom man ikke havde et trykt monopolsystem at læne sig op ad. De regnede med, at liberaliseringen ville give dem nogle friere politiske rammer.

Hvad de ikke regnede med var, at de ville blive sat på porten af økonomer, som ikke havde en holdning til, hvordan systemet skulle udvikles, og som ikke havde tekniske indsigt eller nære medarbejdere med teknisk indsigt til at kunne risikodække investeringer i nye teknologiske løsninger.

Økonomerne er godt tilfreds med, at det er politikerne, der detailstyrer udviklingen, for så kan de bevare deres direktørstillinger, fordi de er gode til at implementere. De befinder sig bedst i Bureaukratiscenarier.

Økonomerne kom ind i sektoren, fordi de var de eneste, der tilsyneladende havde forstand på markedet, og fordi det blev vigtigere at værdisætte, handle og effektivisere eksisterende anlæg, end at udvikle nyt.

Ejerne, som ikke tidligere havde interesseret for størrelsen af den værdi, de havde investeret i produktionsanlæggene, så lige pludselig guld, og de glemt helt den arv, de havde fået betroet af de pionerer, der havde udviklet systemet.

Jeg synes, at politikerne, i stedet for at detailstyre udviklingen, skulle nedsætte en kommission, som undersøger, hvordan markedet kommer til at fungere bedre.

Lige en anden ting. Er det samfundsøkonomisk fornuftigt, at omlægge fra kul til biomasse på de store og mellemstore kraftvarmeværker, som alle reguleres via internationale CO2-kvoter? Hvilken pris sætter man på forsyningssikkerhed, for at dette regnskab kan gå op – og øges forsyningssikkerheden, hvis en del af biomassen skal importeres? Jeg har ikke detaillæst strategien, så jeg har ikke fundet, hvor disse spørgsmål besvares.

Ungdommens Naturvidenskabelige Forening

Den 10. februar holdt jeg et indlæg for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening i Odense. Det var en god oplevelse at møde unge og ældre mennesker, som også er engageret i energiområdet. Jeg savnede dog en gymnasieklasse, så de skal blot sige til, så kommer jeg ud og besøger dem.

Mit hovedbudskab var, at vi skal finde nogle erstatninger til de fossilt-ædende energianlæg, og udviklingen skal op i omdrejninger. Men det er meget vigtigt, at vi timer vore store satsninger, så vi ikke skyder os selv i foden.

Vi drøftede så de nye fremtidige energiteknologier, og vi havde en spændende diskussion om den nuværende innovationsmodel.

Læs mere om Ungdommens Naturvidenskabelige Forening på www.unf.dk , og se mit indlæg med tilføjede kommentarer her: UNF Odense den 10. februar 2011

Vælg de rigtige iværksættere

SF´s nye vækstplan har sat en debat i gang om, hvordan vi skaber innovation og nye arbejdspladser i Danmark.

Kan Folketinget, på samfundets vegne, vælge vinderteknologierne? – eller hvordan skal samfundet investere i innovation?

Min erfaring inden for energisektoren er, at valget af de personer, der har ansvaret for innovationen, er meget vigtigere end valget af de tekniske satsningsområder. Det handler ikke om at have ret – det handler om at få ret.

Man skal lave grundige analyser af den fremtidige samfundsudvikling (scenarier), og så skal de investeringsansvarlige vælge vinderteknologierne på basis af en vision og nogle robuste strategier for den udvikling, de ønsker.

Hvis man har gjort sig umage med analysearbejdet, er det ikke så afgørende, hvad det er for valg af satsningsområder politikerne træffer, blot de ligger inden for det robuste område. Derimod er det vigtigt at få valgt de rigtige personer til at udføre innovationen.  Det handler om at give ansvaret til de personer, der kan sikre, at de valgte satsninger bliver de rigtige. I USA valgte man også vindkraft som et satsningsområde, og brugte mange flere penge på udviklingen, end vi gjorde i Danmark, men de fik ikke succes med deres valg. Energisystemerne i de nordiske lande er meget forskellige, hvilket selvfølgelig skyldes, de naturgivne forhold, men i høj grad også de visioner, som de gamle iværksættere hver især havde.

Udviklingsopgaverne skal derfor gives til de iværksættere, der kan samle relevante aktører om fælles udviklingsmål, og som har den nødvendige vedholdenhed og fremdrift til at flytte de sten, der kommer på vejen.

Da jeg kom til Elsam i 1985 var målet for planlægningsafdelingen at udarbejde en optimal plan for udvikling af elsystemet, og at igangsætte de F&U-aktiviteter, der understøttede denne plan. I slutningen af 80-erne erkendte vi, at vi ikke kunne planlægge fremtiden, for vi havde ingen indflydelse på de egentlige drivkræfter, og de var uforudsigelige.

Vi startede derfor med at strukturere de fremtidige trusler og muligheder i scenarier, og vi skiftede optimeringen ud med et mere beskedent ønske om at satse på de investeringer i anlæg og F&U, som var robuste eller fleksible overfor det udfaldsrum, som blev udspændt af scenarierne.

Vores ”beskedne” motto var: ”Vi ved ikke hvad der sker, men ligegyldig hvad der sker, ved vi hvad vi vil gøre”. Nogle vil måske kalde det rettidigt omhu.

Scenarioteknikken gav os en række ”kort” over de aktører, som var nødvendige for at vores teknologivalg kunne blive succesfulde. Næste trin var så, at analyserer aktørernes interesser i at medvirke til succesen. Som tredje trin skulle der laves nogle aftaler mellem parterne, som fik dem til at trække på samme hammel.

Det er min erfaring, at teknologivalget ikke er det vigtigste. Det vigtigste er at skabe det fælles billede af en succesfuld implementering af valget mellem de aktører, der har afgørende betydning for, om valget bliver det rigtige. Og så der det vigtigt, at man hele tiden under udviklingsforløbet har fokus på timingen af de næste trin i udviklingen, samt på mulighederne for at bruge delløsninger inden for nicheområder. Timingen er hel central. En dårlig timing kan koste dyrt.

Min erfaring dækker både tiden før og efter liberaliseringen. Liberaliseringen har ikke ændret på, at den største ”driver”, for udviklingen af energisystemet i Vesten, er ændringer i brændselspriser og samfundets værdisætning af eksternaliteter knyttet til energisystemet samt hvordan disse eksternaliteter internaliseres i markedspriserne. Alt sammen noget som samfundet på et eller andet niveau kontrollerer. Samfundet har derfor en afgørende indflydelse på hvilke teknologier, der bliver vindere.

Jeg har derfor sympati for SF´s forslag, men det skal gøres på den rigtige måde.